Skrevet og fortalt af vort æresmedlem og medstifter af Kollund Roklub: Horst Jensen.
I sommeren 1986 havde undertegnede været medlem af Flensborg Roklub i ca. 30 år, hvoraf jeg de sidste 15 år kørte fra Padborg til Flensborg for at dyrke roning mindst en gang om ugen. Tanken om, at vi i vores kommune godt kunne have en egen roklub, blev vækket, da jeg talte med nogle medlemmer af sejlklubben her fra området, som havde den samme tanke med deres sportsgren. Ca. 5 sejlere/roere besluttede at starte vandsporten op i Kollund området. Efter et længere forarbejde og møder mange forskellige steder med myndigheder, foreninger, forbund m.m. afholdt vi stiftende generalforsamling på Bov Kro den 13. april 1987.
Da vi jo ikke havde en egentlig medlemsskare, hvad roere angik, startede vi med ca. 6 medlemmer fra Flensborg Roklub, hvoraf størstedelen også kom med i den første bestyrelse.
I.h.t. de daværende lokalplaner for Bov kommune var der spæde planer om at udbygge Kollund Lillestrand til et vandsportsområde. Vi havde derfor sat næsen op efter et bestemt sted i dette område. Efter et par måneder uden konkrete lokaliteter/væresteder tilbød byrådsmedlem og landmand Hans Frederik Bøjskov, at vi kunne holde til på hans landejendom i Rønshoved. Det vil sige en kostald blev til bådehus, og et hønsehus blev til klublokale. Det var et klublokale, hvor vi direkte kunne røre tagpladerne af eternit uden isolation m.m. Varmekilden var en gasvarmestråler og en gasvarmekanon, som vi kom til at ”holde” meget af om vinteren, selvom den stank og havde brug for en del ilt.
I bådehuset, som oprindelig var kostald, skete det ofte, at udmugningsanlægget gik i gang, når vi var ved at rigge en eller flere både til. Anlægget var sammenhængende i to stalde, hvoraf den ene stald var optaget af ca. 30 køer. Deres møg kom så dampene i møgrenden igennem ”vores” bådehus. Men det gjorde intet, vi havde et tag over hovedet og følte os meget velkommen hos Hans Frederik og Tove.
Adgangen til vandet, som lå ca. 800 meter fra gården, kunne vi kun nå, fordi vi havde anskaffet os en grå Ferguson traktor, kaldet Vakse Viggo. Da denne kun kunne få køretilladelse med styrtbøjle, skulle en sådan både anskaffes, monteres og godkendes af myndighederne. Som et lille kuriosum kaldte man os i roerkredse også for ”Ko-klub,” ”traktor-roerne” og ”æ bynne”.
For at få bådene til vandet byggede vi os en bådevogn, som kunne kobles på traktoren. Styrmændene skulle have traktorkørekort for at køre bådene til vandet. Vores første båd købte vi i Fredericia Roklub samme dag, som der var standerhejsning. Båden blev døbt ”Kollund” af daværende borgmester Preben Johansen. Tilstrømningen af medlemmer til klubben var forbavsende godt. Der kom unge ligesom ældre, og vi blev hurtigt en medlemsskare på ca. 40 til 50 medlemmer. Dette krævede, at vi hurtigt skulle have mere bådemateriel. Fra forskellige klubber, såsom Marselisborg, Augustenborg, Flensborg, Silkeborg og Esbjerg fik vi efterhånden en del både hentet hjem, som selvfølgelig alle skulle repareres og gøres i stand. Det brugte vi så vinterperioderne til. Bl.a. måtte vi ind imellem låne noget gulvplads og ekspertise hos bådebyggeren i Rønshoved, hvor bådehallen hurtigt kunne opvarmes, når vi var der.
Vores roområde var Rønshoved med Okseøerne, Kollund Lillestrand og Gråsten og Flensborg skibsværft som ydergrænse for korttursområdet. Der var i begyndelsen ingen bro m.m. så alle, som skulle ud at ro, måtte af med skoene, smøge buksebenene op - ved stor bølgegang langt op. Ofte har jeg båret en stor del af kaninerne på ryggen ud i bådene og samme vej tilbage efter instruktionen. Det var altid en selvfølge, at vi skulle have et håndklæde og et par varme sokker med om bord. Som instruktør sad man så udover at have fået meget kolde fødder ved indstigningen endnu mindst en time og instruerede i den kolde forårsluft.
Om sommeren kunne de fleste selvfølgelig selv gå ud i bådene. Vi fik dog også ret hurtigt bygget en lille anlægsbro ca. 6 til 8 meter lang og 60 cm bred. Det var i hvert fald svært at gå forbi hinanden.
Medlemstilstrømning var fortsat imponerende. Vi måtte låne en båd ved DFfR. Næsten hver klubaften (tirsdag og torsdag) havde vi 3 singlescullere og 2 dobbeltscullere, 1 firer og 2 toere i vandet.
Der blev også holdt adskillige fester med et flot fremmøde, og aftenen kunne måles i glæde og sammenhold. Adskillige fester og de deraf resulterende lege (lottospil) gav klubben et lille overskud til små nyanskaffelser.
Efter ca. 6 år skulle landmanden selv bruge ”vores” areal igen, og vi måtte derfor finde os et nyt sted at være.
Heldigvis havde Kruså Mølle stået tom i flere år, og det kunne derfor være vores vinterplads .Også her havde vi brug for gasvarmeovnene, idet der ingen varme var i hallerne. Vi indrettede os på bedste vis. Vi kunne aldrig være sikker på, om vi var alene i huset, idet vi mange gange sikkert blev iagttaget af rotter og mårer. Fugten og regnvandet i de utætte tage på stedet blev også drøftet, uden at vi kunne gøre ret meget ved det.
Bådene blev ordnet, lakeringen kunne kun ske lige efter opvarmningen eller udskydes til begyndelsen af april måned, når luften udenfor blev lidt varmere. Vores klublokale var her et gammelt kontorlokale, der kunne tempereres hurtigere end de øvrige lokaler. I den aktive del af året kørte vi så bådene 8 kilometer fra Kruså Mølle til Kollund Lillestrand med vores egen bådtrailer, som vi selv havde sparet sammen til bl.a. via sponsormidler.
Transporten af bådene til vandet i Kollund var meget bøvlet. Bådene skulle læsses på, bindes forsvarligt fast, støttes af med puder og tæpper, og en stærk bil skulle trække dem. Medlemmerne skulle mødes til af- og pålæsning, og det hele en gang til i omvendt rækkefølge. Oveni skulle vi have en ekstra forsikring til denne transport.
Det hændte, at vi ved ankomst til Lillestrand med vore både på traileren ikke kunne komme til vandet eller derfra, fordi parkerede biler havde lukket os inde. Men ud på vandet kom vi!!!
Trods alle disse besværligheder med vores eksistens, huskede vi hele tiden på, at der også var andre tilbud til medlemmerne. Vi besøgte roklubber både med og uden både i Samsø, Esbjerg, Skanderborg, Slesvig, Haderslev. Vi deltog i kanalroning i København og i 1992 tog ti personer på sommerferie til Mosel, hvor de roede fra Trier til Koblenz. Tre både var til indvielse af Storebælts-broen, og næsten hvert år deltog vi Wadehavsløbene, hvor vi både har vundet medaljer for bedste udklædning og for hurtigste båd. Sommer- og vintertræf og landslejr på Møgelø for ungdomsafdelingen var en selvfølge. Vi har vundet guldmedalje ved sønderjysk mesterskab i toer + med Jette, Helle og Puk og fået anden og tredje-pladser m.m. Kollund Roklub har selv været vært for DFfR’s vintertræf, som fandt sted i Kruså Skole med i alt 60 deltagere. Vi har afholdt englejr i telt på en af Hans Frederiks enge, roet til og overnattet i Flensborg Roklubs weekendhytte i Gammel Gab på Broagerland.
1993 var året, hvor Kollund Roklub modtog URO 9000 certifikatet, der kan opfattes som et kvalitetsstempel. Et udtryk for, at klubben har arbejdet seriøst og målrettet med ungdommen. Certifikatet viser også, at klubben har gjort sig bemærket I DFfR, hvor man længe havde beundret KR’s standhaftighed, ikke mindst i krisesituationer.
Så godt som hvert år i højsommeren har vi gennemført kanindåben. Første gang ved Rønshoved Højskole og derefter på de områder, hvor vi gik i vandet med bådene.
Om vinteren i de første 15 år har vi haft en fast svømmeaften i svømmehallen, afholdt vore egne materialekurser bl.a. på Det gamle Mejeri i Padborg, i Møllen i Kruså og i en nedlagt kostald i Frøslev, hvor vi også har tilbragt en vintersæson med bådene. Lige fra starten af har vi informeret medlemmerne og sponsorerne igennem klubbladet ” Årebladet”, som i de mest aktive år blev trykt og udsendt 6 gange om året med ca. 150 eksemplarer pr. gang.
I 1992 var der p.g.a. ro- og sejlklubbens eksistens og vore ønske om at få en placering ved Kollund adskillige tiltag for at få en lystbådehavn ved Kollund Lillestrand. Selv havde jeg optaget kontakt med forskellige ejere af mulige grunde til Kollund Roklub. Der var f.eks. fru Skade Nielsen, som var positiv overfor vores placering på hendes grund (det hører nu til Peter Fleggård ’s ejendom). Der var fru Alice Skov, som var positiv overfor vores ideer (grunden er nu Ole Skovlunds, som bor der i dag.)
Haus Quikborn har jeg været i forhandling med, og ligeledes deltaget i to af deres Vorstands-Sitzungen, hvilket alt sammen virkede meget lovende, men som blev ødelagt ved en procedurefejl på rådhuset. Her havde vi endda tegningerne til bygningen på papiret. I Rønshoved hos fru Andreas Andresens sommerhus fik vi ikke direkte afslag ved en henvendelse. Det løb ud i sandet.
I 1992-93 havde kommunen engageret et arkitektfirma i Århus, som for et fornemt beløb tegnede en flot lystbådehavn med mange gode tiltag, som sådan en havn nu skal have. Roklubben blandede sig selvfølgelig også i debatten og fik forskellige indrømmelser i den nye plan. Samtidig med blev toldvæsenets ferielejligheder, huset på Molevej 18, sat til salg. Det blev endda besluttet, at kommunen måtte byde om, hvis ikke de fik hammerslaget ved første bud.
Kommunen bød for lidt, jeg tror det var ca. 200.000 kr., som en anden bød mere. Kommunen bød ikke igen! Prisen var lidt over en million. Heldigvis blev også Molevej 27 kort tid efter til salg. Dette hus købte kommunen for en million, selvom det kun er en brøkdel i kvadratmeter og grundareal i forhold til Molevej 18.
Der var på et tidspunkt så megen debat i byrådet og pressen, og man beskyldte de eksisterende foreninger for at have sat det hele i gang. Det må dog for retfærdighedens skyld nævnes, at vi intet havde med denne debat at gøre. Det var den rene politik og hvad deraf følger. Yderligere resulterede det hele i, at naboerne fik lavet en underskriftsindsamling imod placeringen af en lystbådehavn på molens østside. Vestsiden har ikke været til debat, idet den betragtes som fredet under Skov og Naturstyrelsen.
Samme år havde kommunen også købt Kollund Mole af Staten. Så det var ganske klart et stort debatområde med Kollund havn.
En forårsmorgen i 1993 bad borgmester Preben Johansen mig til en besigtigelse på Molevej 27. Her gennemgik vi bygningen og talte om dens muligheder. At der var plads til en bådehal på vestsiden af bygningen var en selvfølge. Roklubben skulle placeres i underetagen og sejlklubben ovenpå med egen indgang ude fra gaden. Den indvendige trappe skulle fjernes.
At vi nu havde egne klublokaler var pragtfuld, men hvorhen med vores både indtil bådehallen var færdig?
Vi anskaffede os først materialerne til et broanlæg. Gråsten roklub havde lige udskiftet sin flydeponton, så den gamle købte vi for billige penge. Broanlægget blev tegnet, indsendt og godkendt af Kystinspektoratet og søsat samme forår. Flydepontonen skulle så op til efteråret sammen med de rør, som holdt den på plads. Det ene år lod vi dem sidde, fordi vi mente at det var nemmere. Netop det år fik vi en isvinter, og alle rør bøjede og kunne næsten ikke bruges igen. Derfor var det fremover en selvfølge, at pontonen hver efterår skulle op af vandet ved standerstrygningen.
I svinget på Molevej lå der et nedlagt Pizzeria. Dette prøvede vi med held at få som bådehal til nogle af vore både. Resten måtte vi fortsat p.g.a. pladsmangel have placeret i Kruså Vandmølle og køre dem frem og tilbage i denne sæson.
Heldigvis skete der et skred i forhandlingerne mellem kommunen, rederiet, politi og toldvæsenet omkring Molebygningen. Vandsporten fik de nordvendte lokaler. Her blev alle skillevægge fjernet, så der kunne blive en ret stor bådehal med to porte til h.h.v. dykker-, sejl- og roklubbens materiel.
I rosæsonen 2003 kunne vi så endelig få alle vore både til Kollund, og vi undgik de lange køreture, flere bådehaller, som skulle holdes i stand, og yderligere en udgift for leje af samme. Endelig slap vi for en ekstra kostbar forsikring af bådene til kørsel på traileren.
I Molevej 27’s underetage blev der af vore medlemmer malet, tapetseret, lagt nålefilt på gulvene, anskaffet de rette møbler m.m. Vi var nu endelig etableret. På vestsiden af underetagen opdagede vi snart, at regnen slog igennem væggen. Kommunen besluttede at mure vinduet til. Den eksisterende brændeovn, som vi en aften rigtig ville hygge os ved, virkede udelukkende som effektiv røgmaskine, så denne blev udskiftet med ovnen, som tilfældigvis stod i Kruså vandmølle, hvilket jo absolut var et luksusproblem.
Samarbejdet med sejlklubben gik godt. Det blev bedre og bedre med årene, så vi besluttede at sætte trappen op igen inde i huset for derefter at kunne benytte hele huset alle parter. Vi havde bestemte aftener med hver vore aktiviteter og havde det fint med dette.
Pludselig fik vi opsigelsen til Molevej 27. Det hus, som vi følte os godt tilpas i, og som var indrettet til formålet. Selvom vi var forberedte på denne situation, kom det alligevel bag på os, at vi skulle være ude med tre måneders varsel.
Dette var vi absolut ikke tilfredse med, idet molebygningens lokaliteter, som vi skulle over i, på det tidspunkt var totalt uegnede. Der var fugtigt, uhumske toiletforhold, et enkelt sted var der en revne i væggen helt ud i det fri. Kloarkrør, som gik igennem tre lokaler i 20 til 30 cm højde. Et fyr, som virkede tilfældigt, store plamager af manglende og løs puds på væggene ventede på os.
Situationen virkede ret håbløst igen !
Efter flere tiltag og møder med Kultur og Teknisk forvaltning blev vi endelig enige om, at der ville blive givet et tilskud på ca. 900.000 kr. til istandsættelsen af hele det omtalte område.
Der blev nedsat et byggeudvalg bestående af medlemmer fra sejl-,dykker- og roklubben, som fik til opgave at koordinere og tage ansvaret for hele ombygningen. I princippet overtog udvalget det totale budget, byggeansvaret inklusive det forsikringsmæssige for de medlemmer, som ville gøre et frivilligt stykke arbejde. Det var firmaerne ” Ingeniørgruppen Syd” ved Peer Mogensen og ”Arkitekt og Tegnestuen” ved Bent Brink, som vi andre støttede os til, efter at kommunalbestyrelsen havde godkendt arkitektens tegninger.
© 2011-2024